Rygsøjlen

ANNE FREUCHEN CHRISTENSEN

DYRLÆGE, EFTERUDDANNET I KIROPRAKTIK

Rygsøjlen er på mange måder en fascinerende struktur. Den er på samme tid stiv og særdeles fleksibel. Det skyldes, at den består af mange små knogler med led imellem. Et stort antal små muskler omkring hvert led sørger for, at leddene enten stabiliseres, og rygsøjlen nærmest virker som én knogle. Eller at leddene er bevægelige og rygsøjlen fleksibel. Disse muskler arbejder hele tiden og de arbejder sammen men også hver for sig. Såleds kan dele af rygsøjlen holdes stiv, mens andre dele bevæges. Denne mekanisme er grundlaget for, at dyret kan stå oprejst trods tyngdekraft og alligevel bevæge f.eks. hoved og hals for at æde. Inderst mellem hvirvlerne sidder små ledbånd, der hælper til med at stabilisere men ellers først og fremmest bestemmer, hvor stor bevægelsesradius et led har. Når ledbåndende strammes har man nået den såkaldte "elastiske barriere". I de mange små muskler samt i leddene i rygsøjlen sidder tusindvis af små "sendere ", der fortæller hjernen, hvor kroppen befinder sig i rummet - stående. liggende, hals op/ned mv. Hvordan denne information anvendes kan du læse mere om under nervesystemet. I den forreste ende af rygsøjlen sidder kraniet, som danner et led med den forreste halshvirvel. På dette sted bliver hjernen også til rygmarven, som løber beskyttet inde i rygsøjlen ned til halen. Længere nede danner brysthvirvlerne led med ribben og i bagparten findes korsledene. Disse led danner forbindelsen mellem rygsøjlen i form af korsbenet (som består af 3-5 sammenvoksede hvirvler) til bækkenet og giver mulighed for den meget vigtige overførsel af kraft fra bagben og fremad i kroppen.

ANATOMI:

Rygsøjlen består som nævnt af mange små knogler kaldet hvirvler. De inddeles således:

  • Halshvirvler: Den forreste danner led med kraniet, den nederste med første brysthvirvel og 1. ribben. Alle pattedyr har 7 stk.
  • Brysthvirvler: Udgør sammen med ribben og brystbenet nederst selve brystkassen. Bagerste danner led med forreste lændehvirvel. Hunde har 13, heste 18.
  • Lændehvirvler: Har helt korte tværtappe og er derfor et mere bevægeligt område end den ufleksible brystkasse. Bagerste danner overgang til korsbenet. Hunde har 7, heste har 6 (arabere 5).
  • Korsbenet: Består af sammenvoksede hvirvler og danner på hver side led til bækkenet - korsleddene. Bagerst mødes det med den første halehvirvel.
  • Halehvirvler: Danner det sidste stykke af bagpart fra korsben og bliver gradvist mindre ud i halen. Hunde har 6-20, heste 18-20.

FUNKTION:

 

Rygsøjlen har mange funktioner:

 

  • Som nævnt udgør dens stabilitet grundlaget for at kroppen kan holdes oprejst.
  • Dens samtidige bevægelighed gør at kroppen kan bevæge sig.
  • De mange tapper og kanter på hvirvlerne udgør fasthæftningssteder for mange muskler.
  • Den beskytter rygmarven og sikrer dermed livsnødvendig kommunikation mellem hjernen og kroppen.
  • Sammen med ribben, brystben og muskulatur danner den bug- og brysthule, hvor organerne befinder sig.

 

HVAD ER FORBINDELSEN TIL KIROPRAKTIK?

 

Kiropraktik handler om bevægelse, bevægelse af knogler. Hovedsageligt om hvirvlerne i rygsøjlen.

Det er hvirvlerne, man som behandler holder på, og det man mærker efter er graden af bevægelighed mellem hvirvlerne indenbyrdes og mellem hvirvler og andre knogler - såkaldt motion palpation.

Derfor kan kiropraktiske problemer ikke ses på et røntgenbillede, hvor knoglerne jo er i stilstand.

 

Et givent led har en hvis bevægelighed, afgrænset af ledkapsel, ledbånd og muskulatur omkring. Ved at skubbe til den ene hvirvel/knogle i leddet, kan man bevæge det så langt som til den elastiske barriere (så langt ledbåndene kan give sig). Det er denne bevægelse, der undersøges ved en kiropraktisk undersøgelse. Under punktet Behandlingen kan du læse mere om, hvad der mere sker.